Alt om at blive skuespiller i udlandet
Ønsker du at slå igennem som skuespiller i udlandet, men er i tvivl om, hvad der kræves? Læs med i denne artikel, hvor vi giver råd og information herom.
Måske er du medlem af Onlinecasting, men ønsker at finde castingsider, der også er repræsenteret uden for Danmarks grænser. Vidste du, at Onlinecasting findes faktisk også i mange andre lande, som b.la. Sydafrika, Singapore og Mexico? Der er altså mulighed for at blive repræsenteret i udlandet som dansker.
Drømmer du om at blive skuespiller i det store udland, er der nogle ting du skal være opmærksom på. Find ud af, hvilke herunder.
Skuespillerskoler
Hvis du drømmer om at blive skuespiller i udlandet er det oplagt at gå på en skuespillerskole i udlandet. Måske har du gået til noget skuespillerundervisning hjemme i Danmark, men i og med du kommer til et andet land, vil måden at undervise på formentlig afvige fra det, du kender - på den gode måde. Det kan også være de underviser i nogle andre teknikker end dem du kender til eller i hvert fald gør det på en anden måde. Nedenfor er et par eksempler på sådanne skoler:
American Musical & Dramatic Academy (AMDA)
AMDA er en af de førende skoler i USA inden for udøvende kunst. Hvis du er multikunstneren, der både interesserer dig for skuespil, men også dans og sang, er denne skole en god mulighed for dig. Drømmer du om at lave musicals eller spille teater, er dette stedet for dig. På denne skole er der forskellige muligheder for uddannelse du kan tage.
Er du gymnasieelev, kan du komme på et 2-ugers sommerkursus. Ønsker du at bruge endnu mere tid på det, kan du tage et 2-årigt certifikat-program eller endnu vildere, en 4-årig bachelor, som betegnes "Bachelor of Fine Arts (BFA)". Her bliver du undervist af dedikerede lærere 30-35 timer om ugen. Der kræves en audition og meget gode engelskkunstskaber.
New York Film Academy (NYFA)
Er du mere til filmskuespil, kan vi anbefale NYFA. Her vil du opleve et højt tempo og små hold, hvilket gør, at der er gode udviklingsmuligheder for den enkelte. Så hvis du ikke er den store læsehest, men har det bedre med princippet "learning by doing", er denne skole for dig. Ligesom AMDA, er NYFA en af de mest anerkendte skoler i USA og befinder sig i hjertet af filmindustrien. På den her uddannelse får du god mulighed for at lære en masse om det at være filmskuespiller, men også hvordan det er at stå bag kameraet, som også kan gavne dit skuespil.
Økonomi
Det er gratis at drømme, men ikke nødvendigvis at forfølge sin drøm. Når du gerne vil være skuespiller i udlandet, vil det koste dig nogle penge - i hvert fald i starten. Du skal lige derover og hvis du skal gå på en skole, koster den også en del penge. Derudover skal du jo også leve. Have penge til husleje, mad og diverse. Hvis du har den her drøm, kan det anbefales, at du først og fremmest starter i Danmark. Dette skal forstås sådan, at du får sparet så mange penge sammen som du kan hjemmefra. Måske kan du få nogle flere timer på arbejdet, et ekstra job eller skære ned på dine faste udgifter. Det kan være, du skal mindske dit shoppingforbrug, købe mindre takeaway og des lignende. Det kan lyde lidt kedeligt, men hver en krone tæller, når du skal spare sammen og det er altid godt at have lidt at give af, når du skal afsted. Det er i hvert fald knapt så økonomisk smart at tage afsted uden en krone på lommen.
Når du er derovre, skal du selvfølgelig også tjene til dagen og vejen. Måske du kan finde en værtsfamilie at bo hos og hjælpe dem med nogle ting i hjemmet, som så betaler for kost og logi. En klassiker er også at finde et job som tjener eller lignende i området, så du kan tjene lidt penge ind der. Her skal du dog mærke efter og overveje, hvor meget du har tid og overskud til ved siden af alt skuespillet. Det er rigtig ærgerligt, hvis du har sparet en masse penge sammen til for eksempel at betale for en skuespilleruddannelse, men så falder fra undervejs pga. du ikke kunne få det til at hænge sammen - økonomisk, tidsmæssigt eller i forhold til dit overskud eller mangel på samme. Husk, du skal have arbejdstilladelse i det pågældende land, før du må påtage dig et arbejde.
Udfordringer ved sproget
Når du gerne vil være skuespiller i udlandet, skal du selvfølgelig tale et andet sprog - oftest engelsk. Måske er du heldig at være en haj til engelsk og egentlig også føler, du har tilegnet dig selv en god accent. Det modsatte kan dog også være tilfældet. Det kan være du egentlig har rimelig godt styr på gramatikken og des lignende, men får en "danglish" accent, når du taler. Det kan også være, du bare har styr på den der amerikanske accent, men ikke er helt bekvemt med sproget i sig selv.
Ligesom med alt andet her i livet, kan vi kun sige, at "øvelse gør mester". Uanset om du er forholdsvis god til engelsk eller ej, skader det aldrig at forbedre dig, så du kan få større mulighed for at blive skuespiller i udlandet. Der findes mange måder at øve sig på. En oplagt idé er at se en masse engelsk TV og film. Her kan du både lytte til, hvordan de taler, men samtidig få inspiration fra deres skuespil. Hvis du gerne vil dykke endnu mere ned i det engelske sprog, kan du tage undervisning. Du kan finde en helt traditionel engelsklærer i området, men hvis du ikke føler tiden eller pengene er til det, har vi som altid gode gamle YouTube, som også er spækket med undervisningsmateriale.
Netværk
Hvis man gerne vil være skuespiller, kræves det naturligvis af alle - dansker som ikke-dansker, at man er tilgængelig og gør opmærksom på sig selv. Når du kommer fra lille Danmark og gerne vil slå igennem som skuespiller i udlandet, er det i endnu højere grad vigtigt, at du tænker over følgende:
Netværke. For mange danskere er det måske en meget amerikansk og uvant ting, som ikke falder os naturligt, men ikke desto mindre er det super vigtigt. Du kan være den dygtigste skuespiller i verden, men hvis folk ikke ved, du eksisterer, så kan det næsten være lige meget. Så hvordan kan du netværke? Sørg for at være tilgængelig. Her tænker vi både på, at du så vidt muligt skal tage til så mange castings og auditions, som du kan, men når du ikke er ude, skal du også være "til at fange!. Tjek din mail flere gange om dagen og hav i så vidt omfanget er muligt, din telefon på lyd, så du kan høre, når der kommer opkald fra mulige samarbejdspartnere.
Læs mere om at netværke her: Lær at bruge dit netværk til skuespillerkarrieren
Hvem var det nu…?
Hvordan skal vi huske dig? Når du er ude til auditions, møder folkene bag en masse mennesker og det kan være svært at huske ansøgerne fra hinanden. Sørg derfor for at have noget materiale med dine informationer, så de har det at kigge på. Det kan være i form af visitkort, hvor du opgiver dit navn, telefonnummer, email og måske en hjemmeside, hvis du har sådan en. Her er det også oplagt at have et lille billede af dig selv på, så de kan sætte ansigt på dig. Generelt er det altid godt at have dit CV og et headshot med, når du skal til castings og auditions. Det vil være forskelligt, om folk vil tage imod en fysisk kopi eller foretrækker at få det tilsendt elektronisk. Uanset hvad, skader det i hvert fald ikke at have en stak udprintet som du altid kan have med. I den forbindelse er det selvfølgelig vigtigt at slå fast, at dit headshot og CV skal være opdateret. Det nytter ikke noget at have et billede med, der er taget for et halvt år siden eller et CV, hvor der måske mangler nogle roller på, som du har haft.
Agent og manager
Hvis du gerne vil være skuespiller i udlandet, er det oplagt at kigge på muligheden for at få en agent eller manager. Det er måske ikke lige så vigtigt at have i Danmark, men i udlandet er det rimelig essentielt. De vil kræve en smule af den løn, du måtte tjene fra diverse skuespillerjobs, men til gengæld er agenter/managere skarpe til at skaffe jobs samt forhandle om din løn. Det kan være lidt svært at gøre selv og især, hvis man kommer som lille dansker til det store udland og ikke helt kender "spillereglerne", lønforholdene osv.
I forlængelse af det, kan vi også anbefale, at du søger om medlemskab i en fagforening, som for eksempel "Screen Actors Guild" i USA. Ligesom fagforeninger i Danmark har de øje for, at dine arbejdsvilkår er i orden og at du får den rette løn for det stykke arbejde, du udfører.
Når alt dette er sagt, er det selvfølgelig selvskrevet, at du skal ud til en masse auditions og castings, når du gerne vil være skuespiller. Gå til så mange du kan, og sørg for, at du er godt forberedt til dem. Det er ærgerligt at bruge en masse tid på at gå til en masse auditions/castings, hvis du ikke kan give dig selv 100%. Øv dig og gør dit bedste - så kan vi næsten ikke forlange mere.
Vi håber denne artikel gav dig noget inspiration til, hvordan du kan blive skuespiller i udlandet og hvad der kræves. Det kan være lidt af en jungle, og det er ikke altid en dans på roser. Men hvis det er din store drøm og du har mod på det, skal du da "bare! gå efter det. Det bliver ikke nemt, men det er ikke det samme som at det er en umulighed. Knæk og bræk med at bryde igennem i det store udland.
Læs også:
Sådan skaber du dig en karriere i udlandet
Måske har du en stor drøm om at arbejde i udlandet, men ved ikke helt, hvordan du skal tage det første skridt. Her får du en guide til, hvordan du kan skabe karriere i udlandet, og hvilke ting der skal være styr på og forberedes inden du tager afsted. Læs artikel
Måske har du en stor drøm om at arbejde i udlandet, men ved ikke helt, hvordan du skal tage det første skridt. Her får du en guide til, hvordan du kan skabe karriere i udlandet, og hvilke ting der skal være styr på og forberedes inden du tager afsted.
9 studiejobs, der gavner din skuespillerkarriere
Få inspiration til studiejobs i ind- og udland, der kan gavne din skuespillerkarriere. Læs artikel
Få inspiration til studiejobs i ind- og udland, der kan gavne din skuespillerkarriere.
7 råd til at blive skuespiller i USA
Læs her, hvordan du kommer i gang som skuespiller i God's own contry. Læs artikel
Læs her, hvordan du kommer i gang som skuespiller i God's own contry.