10 tips til venteværelset
Inden vi giver os i kast med de ti tips, så lad os lige slå fast, hvor vigtigt det er at komme i god tid. Det er så dumt at komme for sent. Det kan nemt komme til at se ud, som om du egentlig ikke gider, eller at du er ligeglad. Nogle castere sorterer dem fra, som ikke kan finde ud af at komme til tiden. Ligesom ved jobsamtaler. Det ville jo være lidt surt, ikke? Man har en tid, og den holder man selvfølgelig. For nogen kan det være en fordel at komme i ekstra god tid, og for andre en ulempe. Er du meget nervøs, kan det være en knap så god idé at have lang tid i venteværelset. For andre er det rart at have lidt ekstra tid til at få styr på nerverne. Det er op til dit temperament. Så længe du er der til tiden, så er alt godt.
Men lad os komme til sagen. Her kommer der 10 tips til, hvad du kan lave, mens du venter på at komme ind til en casting eller audition.
1. Tjek at du ser ordentlig ud
Det er selvfølgelig vigtigt, at du ikke kommer med læbestift på tænderne eller med helt uglet hår, fordi du lige er stået op i sidste sekund. Det er lidt ligesom, når du skal til jobsamtale - casterne sætter pris på, at de kan se, at du har gjort noget ud af dig selv. Hvis du kommer i god tid, så har du masser af tid til at sætte håret og få alle krummerne ud af tænderne. Til nogle auditions bliver der også filmet og taget billeder, og der vil man jo gerne se godt ud, ikke?
Tag evt en lille børste, lidt pudder og en hårspray med, så kan du kun være forberedt. Det kunne jo være at turen derhen var foregået i blæsevejr og regn.
Har du styr på, hvad du skal pakke til en casting? Ellers så tjek artiklen her: Hvad skal jeg pakke til en casting?
2. Find på noget, der får dig til at slappe af
Det er for nogle en rigtig god ting at kunne gå ind i en form for zone lige inden en audition. Det kan være nervepirrende at sidde og vente. Man tænker på, hvad der kan gå galt, og hvor nervøs man er. Tag dine høretelefoner med, lyt til en podcast, dit yndlingsmusik eller se en god video på youtube. Hvis dit strikketøj eller en god bog får dig til at slappe af, så snup det med. Så længe det er noget, som ikke forstyrrer de andre, så er det helt okay. Det kan være godt at få tankerne et andet sted hen, så man ikke sidder og gør sig selv endnu mere urolig. Man kan også hurtigt komme til at sidde og lytte til de andre, som f.eks. har været inde, eller som skal ind lige om lidt - hvilket også kan være en farlig ting, hvis nu én kommer ud og siger, det gik sindssyg dårligt. Så gå lidt ind i dig selv, og find en ro frem, som giver dig en masse power til at gå ind og fyre den af til den audition.
Vil du vide mere om, hvordan en casting foregår? Så læs mere her: Hvordan forløber en casting?
3. Slap af og stræk ud
Der er mange forskellige auditions. Nogle af dem kræver bare en masse replikker, hvor andre kræver en masse kropsbevægelser, f.eks. hvis det er teater eller dans. Derfor vil det altid være en god idé at få bevæget dig. Hvis du er en af dem, som godt kan lide at være der i god tid, så sørg for at få strukket lidt ud og bevæget dig i ny og næ. Det er også med til at vise, at du er fokuseret og har forberedt dig godt, i stedet for hvis du kommer, og knap nok kan lave bevægelser, fordi du næsten lige er stået op og er helt stiv i kroppen. Det er selvfølgelig vigtigt, at du gør det et sted, hvor du ikke forstyrrer andre.
En anden måde at strække ud på er selvfølgelig stemmeøvelser. Det kunne være, hvis det f.eks. handler om en filmrolle eller en reklame. Her vil en god idé være at gå lidt ud eller ind i et tomt lokale og få øvet lidt på stemmen. Nok er dine bevægelser og udtryk vigtige, men det er stemmen, som gør stort set hele arbejdet, og også dét som er nok næsten det vigtigste element i din audition til film og reklamer.
4. Undgå sladder
I et venteværelse til auditions, ved du jo aldrig, hvem du kommer til at sidde i venteværelse med - men sansynligheden for, at det er dine konkurrenter er nok rimelig stor. Som nævnt tidligere, så er det aldrig en god idé at lægge øre til, hvordan det er gået de andre. Det kan også være, at de sidder og taler om netop den rolle, som du skal til optagelse til, hvilket kan gøre dig mere forvirret. Har du nogensinde prøvet at sidde lige inden en eksamen, hvor en anden kommer ud og fortæller om alt muligt, læreren har spurgt om - som du slet ikke har forberedt dig på? Det gør ikke just én mere tryg.
De kan komme til at sige en masse ting, som gør dig endnu mere nervøs (med vilje eller ej, ved man aldrig). Så tag nogle høretelefoner med, og find dit yndlingsmusik frem. Som regel kan folk godt forstå en hentydning angående høretelefoner.
5. Vær høflig overfor de andre
Som sagt, undgå alt sladderen. Dette betyder ikke, at du skal ignorere hver og en, der går forbi dig, og virke som en negativ og sur person. Sørg for at være høflig og hjælpsom, hvis f.eks. nogen spørger efter et bestemt rum, eller ikke ved, hvad de skal. Hjælp så godt du kan. Du skal ikke være det fjols, der er for fokuseret på konkurrencen til at hjælpe en anden ‘’konkurrent’’ på vej.
6. Undgå at sammenligne
Du skal ikke sammenligne, du skal konkurrere. Hvis du ser en, som du føler er bedre end dig - så bare tænk, at du skal gøre det endnu bedre end den person. Ingen er ens, og alle har noget forskelligt de er gode til. Det er altid vigtigt at huske på.
Der er sikkert rigtig mange til audition på samme tid som dig, og muligvis også nogle til samme rolle. Lad det ikke slå dig ud, og lad ENDELIG være med at sammenligne. Du fortjener at være der ligeså meget som alle de andre.
Man kan hurtigt komme til at tænke: "okay, jeg ser slet ikke ud som de andre." eller, "de ser meget mere professionelle ud end mig". Tænk på, at alle er forskellige, og alle har noget forskelligt at byde på. Så kan det godt være, at der sidder en pige, som du personligt synes passer perfekt til lige den rolle, du gerne vil have. Men det er kun din personlige holdning, og man tænker altså en masse fjollede tanker, når man er nervøs. Prøv at se, om du ikke kan vende dine tanker i en anden retning - tænk f.eks. på, hvad DU er god til, og hvad DU har at byde på. Til en casting har de valgt dig, og det skal du være taknemmelig for. Derfor skal du bare gå ind til den audition, og så skal du vise dem, at de har valgt rigtigt med hensyn til dig. Der er også tusindvis af forskellige roller, og der kan det være, at den ene pige passer perfekt til én bestemt rolle, men at netop du passer perfekt til en anden.
7. Sørg for lidt at drikke/spise hvis ventetiden er lang
Det ville være rigtig surt, hvis du gik sukkerkold lige inden din audition. Hvis du er en af dem, som godt kan lide at komme i god tid, så er det rigtig vigtigt at have lidt vand og lidt snacks med. Det er selvfølgelig svært at få en bid ned, når man sidder helt blå af nervøsitet - men det er rigtig vigtigt, at du får klemt lidt ned. Din mave skulle jo nødig gå hen og sige mærkelige lyde, når man står og læser replikkerne op.
Når man er nervøs, har man også tendens til at stresse mere. Derfor er lidt vand, en bid mad og lidt sukker rigtig vigtigt. Det giver også en god energi lige inden du skal ind og vise, hvad du kan.
8. Få styr på nerverne
Lad os være ærlige, så er meditation aldrig en dårlig ide. Det kan hjælpe dig med at få stresset lidt af og få dine nerver under kontrol. Sæt dig lidt for dig selv, og om det er med meditation, eller om det er nok bare lige at trække vejret et par gange - så gør det endelig, hvis det hjælper! Stort set alle stresser inden en audition, og man skulle da være mærkelig, hvis man ikke var lidt nervøs lige inden.
Få konkrete tips til øvelser her: Meditationsøvelser før en audition
Det kan være en rigtig god ide at sætte sig, om det er 5 minutter eller en halv time - ligegyldigt - bare man lige får styr på sine nerver. Måske har du stresset hele morgenen for at nå at blive klar, så lidt tid for dig selv til at få styr på vejrtrækningen, kan hjælpe en del. Der findes også en masse gode meditationsmelodier på YoTube - men man skal selvfølgelig gøre det, som man synes virker på sig selv.
Meget nervøs? Få styr på nerverne før en audition her
9. Gennemgå dine replikker en sidste gang - eller?
Du har helt sikkert øvet dine replikker 300 gange derhjemme - men det er en rigtig god ide liiiige at øve dem en sidste gang og gerne lige inden, du skal ind. Så er hukommelsen stadig frisk, og replikkerne sidder stadig på tungen. Hvis det er nok for dig at læse dem inde i hovedet, så skal du selvfølgelig gøre det - men hvis du gerne vil øve dine replikker højt og få lidt udtryk med, så vil det være en god idé at gå et sted hen, hvor du ikke forstyrrer de andre.
Tag dig god tid, og læs dem godt igennem. Det er altid en fordel, hvis man ikke skal stå og læse direkte op fra papiret, da det kan virke, som om du er uforberedt.
Dog er det for nogle en god idé slet ikke at kigge på replikkerne, inden man skal ind. Man kan hurtigt komme til at stirre sig blind på det, og så ender det med, at man kludrer fuldstændig i det.
For nogle er det nok at have øvet det godt hjemmefra, og så bruge ventetiden på at få styr på nerverne og slappe af. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor meget man har behov for at øve. Du ved selv, hvad der er bedst for dig.
Bliv bedre til at huske dine replikker her
10. Tænk positive tanker
Hvis du sidder ude foran venteværelset og tænker: "Jeg kan ikke det her", "De andre er bedre end mig", eller "Jeg ved, at jeg fejler", så er det jo aldrig sjovt at tage til en audition. Man skal vende det til, at det skal være noget, du glæder dig til, selvom du er nervøs. Det er rigtig vigtigt, at du husker på, at du er blevet valgt af en grund. Tænk på, at uanset om du bliver valgt eller ej, så er du en oplevelse og en erfaring rigere. Det kan du altid tage med dig. Det kan godt være, at det er en rolle, som du virkelig brænder for - men så må du jo bare gøre det så godt du kan, og håbe på, at det bliver dig! Hvis du kommer ind til en audition med et positivt sind og er smilende, så kan det kun blive en god oplevelse for dig, og så vil du automatisk også gøre det bedre.
Husk, at man altid er mindre nervøs, hvis man har på fornemmelsen, at det vil gå godt, og hvis man har styr på det, man skal.
God fornøjelse!
Hvad laver du i venteværelset, mens du venter på at komme ind til casting eller audition? Skriv det meget gerne herunder, så andre kan få glæde af dit fif. :)
Læs også:
Meditationsøvelser før en audition
I den her artikel giver vi dig nogle tips til meditationsøvelser, som du kan lave, før du skal ind til en audition. Helt uden at genere andre. Læs artikel
I den her artikel giver vi dig nogle tips til meditationsøvelser, som du kan lave, før du skal ind til en audition. Helt uden at genere andre.
Sådan vælger du en sang til din audition
Skal du til audition, hvor du har fået besked på at synge en sang, men er i tvivl om, hvilken du skal vælge? I denne artikel finder du nogle gode råd til at vælge sange til auditions. Læs artikel
Skal du til audition, hvor du har fået besked på at synge en sang, men er i tvivl om, hvilken du skal vælge? I denne artikel finder du nogle gode råd til at vælge sange til auditions.
Sådan går du til audition som skuespiller
Du kommer for sent, glemmer, hvad du skal sige, koldsved og rystende stemme. Mange ting kan gå galt til en audition. Vi har derfor samlet 10 af vores bedste råd, som kan få din skuespillerdrøm til at gå i opfyldelse. Læs artikel
Du kommer for sent, glemmer, hvad du skal sige, koldsved og rystende stemme. Mange ting kan gå galt til en audition. Vi har derfor samlet 10 af vores bedste råd, som kan få din skuespillerdrøm til at gå i opfyldelse.